Velkommen til mit lille univers med håndlavede tasker/accessories, jakker/kjoler syet på mål og små kreative workshops.
Siden jeg var barn har jeg været draget af den fantastiske fornemmelse det er at kunne frembringe nogle - i mine øjne - smukke kreationer ved egen kraft.
Min oldefar på min mors side var skrædder, og hans passion for smukt håndarbejde blev ført videre i familien via både min mor og hendes faster, som har inspireret mig siden jeg var helt lille. Mine første kreationer blev fremstillet på min mors gamle symaskine, og nogle af mine dejligste barndomstimer tilbragte jeg ved min mors fasters køkkenbord, med transistorradioen i baggrunden, mens hun indviede mig i magien bag hendes smukke og sirlige håndarbejde. Navnet TIERMANN er en reference til vores slægtsnavn, Dyrman.
Selv valgte jeg en anden levevej, men kærligheden til det kreative univers har altid fulgt mig - og jeg elsker at tilbringe timer i mit lille systudie, hvor jeg, udover de produkter du ser her på shoppen, også nørder med couture teknikker på kjoler, jakker m.m.
Hver kreation er skabt i min fritid, med stor passion og glæde for processen, det er en lille produktion i begrænset antal, og der er ikke 2 der er helt ens.
Som en lille hobbyvirksomhed, er det min mission er at kreere smukke unika kjoler, jakker og accessories, samt dele min glæde ved fordybelsen i det kreative håndarbejde ved at afholde små hyggelige workshops i det skønne Odsherred❤️
